Det er en smukt tid. Solen skinner, temperaturen er steget og vidste man ikke bedre, ville man tro at det var sommer. Men kalenderen røber noget andet. Efteråret har sneget sig ind, og supermarkederne er fyldt op med lækre græskar. Det udnyttede jeg her den anden dag, og lavede lækre græskarvafler. Vi har egentlig haft et vaffeljern længe, men det er først nu, at jeg har fundet glæden ved det. Det er som om alting smager lidt bedre når det vafles.
Noget andet, som vidner om efteråret er, at solen går tidligere ned. Allerede ved 20-tiden danner der sig smukke blå og lyserøde nuancer på himlen. Og klokken 21 er alting sort. Det er vildt, så hurtigt det går. Hvert eneste år bliver jeg overrasket over det.
Sensommeren/forefterår er altså min ynglingsårstid. Det har den altid været. Alle træer og buske falmer og får de smukkeste rød-brune farver, man pakker sig ind i lækkert stik, spiser lækkert mad som bl.a. byder på lækre råvarer som nyhøstet rødbeder til ingen penge, solmodne haveæbler, ovnbagt græskar med kanel, vanilje og salt, brombær i kassevis, sprøde kål (jeg vil forsøge mig at lave mit elskede sauerkraut i år!), for ikke at nævne jordskokker, porre, appelsiner og friske nødder. Solen skinner om dagen, men om aftnen når mørket sænker sig, trækker man indedøre, tænder op i pejsen og rykker tæt sammen i sofaen. Nå ja, og så har jeg desuden fødselsdag i slutningen af oktober. I år fylder jeg 20, og det er jeg faktisk ikke klar til. For når man er 20, er man vel 'rigtig' voksen? Eller noget..
Lige pludselig kom det her indlæg til at være en hyldest til efteråret. Det var ikke helt planen. Nej, meningen med indlægget her, skulle være en hyldest til min kære morfar. Min morfar gik nemlig bort lørdag d. 3. september, efter 9 års kamp mod kræft. Kræft er en forfærdelig sygdom, hvilket jeg tror alle som har været tæt på den, er enig med mig i. Men min morfar har kæmpet en brav kamp. For blot en måned siden cyklede han sin(e) daglig(e) ture rundt omkring. Han var altid frisk og så godt ud på trods. Jeg har aldring tænkt på min morfar som en syg mand, lige indtil et par dage før han gik bort. Først der, kunne man se sygdommen. Det blev helt tydeligt, at kræften havde stjålet min morfars krop, for han blev forandret. Foran mig lå der nu en syg mand, og ikke min morfar, som jeg kendte ham.
Derfor er det godt, at han har fået fred. Jeg elsker ham af hele mit hjerte, og imens jeg skriver det her, presser tårerne sig på. Men morfar fik ro, og det havde han brug for.
Begravelsen fandt sted i fredags d. 9. september, og det var en smuk dag. Siden han gik bort har solen skinnet, og himlen har været blå. Sådan var det selvfølgelig også i fredags. Så min morfar fik de sidste solstråler med sig. Det er en rar tanke.
Jeg har aldrig mistet nogen før. Nu ved jeg hvad det vil sige, at være i sorg. Tænk, at jeg i en alder af næsten 20 år gammel, mister en kær for første gang. Hvor er jeg dog priviligeret. Og tak for mange gode år og minder, som jeg fik med min morfar <3
* * *
Smukke efterårsblomster til morfar.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar